Gårdens hyggedyr
Den spraglede hønseflok
Vi har typisk 15-25 æglæggende høner i alverdens racer, der dagligt forsyner os med æg. Hanerne sørger for, at æggene også kan udruges til kyllinger, hvilket vi gør i rugemaskine et par gange om året. Vi ruger både æg ud til os selv og til skoler og børnehaver. Vi planlægger det gerne sådan, at kyllingerne kommer til foråret, så vi kan lægge de nyklæggede kyllinger ind under en skrukhøne, der ruger på æg i forvejen – så tror hun, at hendes egne æg er klækket. Sådan sikrer vi at størstedelen af æggene klækker, da meget kan gå galt under hønemor, hvis hun selv udruger æggene fra start til slut. På den måde får vi lavest mulig dødelighed hos kyllingerne uden at gå på kompromis med kyllingernes og hønens behov for at have hinanden fra start til slut. Der findes ingen bedre berigelse for hønemor end at opdrage kyllingerne selv – og den største tryghed for kyllingerne, finder de under hønens dynede popo. Dog må vi gå på kompromis med denne naturlige adfærd hos dyrene, når skoler og børnehaver ønsker at udruge æggene selv i rugemaskine – til gengæld for børn i alle aldre en vigtig lærdom om natur, landbrug og mad.
Udover vores lille produktion af lam og grise, har vi geder, heste, høns, hund og katte på gården. Gederne bruges i perioder til naturpleje, hvor de holder arealer fri fra brombærkrat. Hønsene leverer nogle gode æg og hestene græsser i rotation med fårene. Kattene dovner den og hyrdehunden Bella er dagligt på arbejde for at hyrde får.